Biografi

Jeg er født i 1964 i Horsens. Er vokset op i Tirstrup med min familie. Jeg har to brødre, Mikael og Jens.

1976-1980
Jeg begyndte at spille guitar fordi min storebror spillede. Vi gik hos en privatlærer der hed Bertil Østergård, og her lærte jeg mine første akkorder. Det var også meningen at jeg skulle lære noder, men snød. Min bror skulle altid spille lektien først, og så kiggede jeg bare hvad han gjorde og spillede det samme.
Da vi stoppede med at gå til spil slap jeg guitaren i en periode, hvor det mest var knallerten (Yamaha, naturligvis) der optog mig. Markræs og den slags …
I radioen lyttede jeg til Hej P3. Og på min Phillips kassette båndoptager (mest) til Sweet og Slade, men også en del Beatles, Elvis og Johnny Cash.
På et tidspunkt kom min bror med i et rockband. Og når de øvede, sad jeg med åben mund og var vildt betaget af dem når de spillede Cream, Roy Gallagher, Deep Purple og den slags.

1980-1986
Begyndte at spille igen da jeg startede på Rosmus Ungdomsskole, hvor man kunne gå til guitar det første år (senere var det band). I ungdomsskolen fik vi Jens Bille til lærer – og herfra gik det stærkt.
Jens var i mange år min guitar-mentor. Han lærte mig utroligt meget. Og vi endte da også med at blive gode venner og spille en masse sammen.
Igennem Jens blev jeg introduceret til en masse musik jeg ikke før havde hørt, og der blev virkelig nørdet igennem med at øve, snakke og lytte til alskens herlig spade-musik. Jeg opdagede bandet Van Halen og var i en lang periode fuldstændig besat af Eddie og hans måde at spille på.
I gymnasiet forsatte min Van Halen mani. Til gengæld kan jeg huske at jeg hadede The Clash, U2, The Smiths og specielt alt det rædselsfulde keyboard pop fra England: Duran Duran, Spandau Ballet og lignende.
Udover Van Halen var det Toto, Chicago, Saga og lignende West Coast bands. Men også Doobie Brothers, Eagles, Clapton, JJ Cale, The Band …
På guitaren brugte jeg tonsvis af timer med at øve halsbrækkende Van Halen og Steve Lukather riffs, men når jeg spillede i bands og var på job, spillede jeg mest den almindelige Clapton’ske stil. Sådan lidt bluesagtig og melodisk. Ikke noget bevidst valg, men det passede fint til det meste. Og mine evner rakte ikke videre på det tidspunkt.
Efter gymnasiet flippede jeg rundt og gik på Ærø Højskole. Fik spillet en del og drukket en masse Odense pilsnere.

1988-1991
I denne periode er det vigtigste der skete for mig rent musikalsk helt sikkert at jeg brugte et år fra 1988-1989 på Musicians Institute of Technology (M.I.T.) i Hollywood. For mig var dét virkelig en ud-af-andedammen-oplevelse.
Al min tid som musiker indtil dette tidspunkt havde været meget provinsiel. Jeg havde stort set ikke spillet udenfor Djursland og kendte ikke musikere fra Århus, og da slet ikke København. Jeg vidste at der fandtes musikere der kunne langt mere end jeg selv, men det var alligevel et ”wake up call” for mig pludselig at sidde overfor Scott Henderson, Steve Trovato, Paul Gilbert, Don Mock, Joe Diorio, Joe Pass og en masse andre af den kaliber.
Jeg lærte meget det år. Og lærte også en del andre danske musikere der gik på skolen at kende.

1991-1996
Startede på Århus Fællesseminarium med det formål at blive lærer (sjovt nok …). Desværre uden at gennemfører. Men jeg brugte en del tid på det, og det gik jo ud over mit guitar spil. Så set i bakspejlet skulle jeg have holdt fast i guitaren. Men om ikke andet kan jeg da få lov til at kalde mig selv for ”en halvstuderet røver”, og det er jo også noget.
Efterhånden var jeg også blevet ansat på diverse musikskoler og ungdomsskoler, hvor jeg underviste efter bedste evne i guitar og band.
I den her periode mødte jeg min nuværende kone, Birgitte. Og sammen fik vi vores herlige døtre Kathrine og Ellen.
.
1996-2002
Var leder af Rønde Musikskole. En tid med masser af kontorarbejde, store arrangementer, møder og alt hvad der hører sig til sådan en stilling. Samtidig underviste jeg rigtig meget, både i musikskolen og ungdomsskolen.
Spillede også lidt, men det blev ikke til det store i den periode.
I 1999 kom min søn Jeppe til verden.

2002-2007
Stoppede som leder af Musikskolen og besluttede, at nu skulle jeg spille noget mere – meget mere. Efterhånden som tiden gik og jeg lærte nye musikere/mennesker at kende, udvidede min horisont sig også musikalsk. Ved at spille med blandt andre Ivan Sand og musikere jeg lærte at kende gennem ham, fik jeg tæmmet mit ”guitar helte syndrom” (lidt). Hvor jeg før troede at man skulle skrive guitarhistorie hver gang man havde guitaren i hånden og spille riffs som ingen andre kunne, lærte jeg at lytte og spille på musikkens præmisser. Vigtig lektie.., må man sige.
I samme periode begynder jeg for alvor at lytte til country – og kommer med i bandet Mr. Jack and the Daniels. Sammen har vi spillet rigtig mange country jobs. Og jeg har lært virkelig meget af det.
Også i denne periode starter jeg med at spille blues med Rock Nalle og Ivan Sand i Nalle Trio.
Nalle er en fantastisk sanger … Og sammen med ham og Ivan får jeg mange gode oplevelser. Her under også jobs i Norge og Frankrig.

2008-
Jeg kommer med i Bamses Venner.
.

Band biografi

80′erne

Krypton
Band der startede i miljøet omkring Rosmus Ungdomsskole omkring 1980.  Udover diverse ungdomsskole festivaler lykkedes det Krypton at få jobs rundt om i lokalsamfundet til fester og lignende. Bandet eksisterede i en del år med skiftende besætning.
Udover jeg selv var det: Jesper Madsen (trommer), Ove Friis (trommer), Jane Bødker (vokal), Trine Lund (key), Jens Bille (guitar), Anders Bille (bas).

Doggone
Oprindelig startede Doggone under navnet Typhoon. Da jeg kom med først i 80érne var bandet allerede veletableret og må vel nærmest dengang som nu betegnes som Djurslands “Local Heroes”.
Der har været mange musikere i Doggone, men kernen i bandet er: Per Hansen (vokal), Jens Bille (guitar/bas), Preben Christensen (trommer), Mogens Michelsen (bas), Anders Lampe (guitar).

Uffe og dildoerne
Gymnasie-band.  Spillede til fester på Grenå Gym. Masser af øl. En musikalsk katastrofe, men meget meget underholdende.
Og så mødte jeg følgende herlige mennesker: Søren Pold (vokal), Esben Bach (trommer/funkbas), Flemming Hvid (guitar), Ole (trommer).

Felagi Band
Et band opstået i kollektivet af samme navn i Feldballe. Musikken var original.
Felagi band var: Annette (vokal), Filip Ølgård (bas), Henrik Smith (guitar), Bo (trommer), Anders Lampe (guitar), Henning Bach (lyd).

90′erne

Joe Tumbleweed
Jeg spillede en del år med dette band. Musikken var original og besætningen var:
Søren Lomholt (vokal/guitar), Jørgen-Erik Larsen (bas/vokal), Jens Christian (trommer), senere Søren Cornum (trommer), Anders Lampe (guitar).

Karl Erik Grønbæk- blues band
Karl Erik var kapello til dette udmærkede bluesband. Vi spillede hovedsagligt Clapton blues, soul og andet kopi guf.
Karl-Erik på hammond, Carsten/Preben Christensen (trommer), Jens Bille (bas), Anders Lampe (guitar).

West’n East Men
Ambitiøs pop band fra Grenå. West´n Eastmen var Anders Linn (trommer), Tore Ågesen/senere Kristian Fox (vokal), Thomas Vahle (bas), Brian Thomsen (keyboards), Anders Lampe (guitar).

Konsortiet
Bandet blev dannet med udgangspunkt i de to sangere, Michelle Birkballe og Camilla Meldgaard. Repertoiret var fest rock.
Resten af bandet: Jens Bille (bas), Jeppe Dahl/Morten Ærø (trommer), Anders Lampe (guitar).

Hollywood Scumbags
Mit eget lille projekt som bestod i at samle det fede hold og indspille noget blues …
Det blev til 2 Cd’er. Og hvem ved, måske jeg finder på at samle ”skumtaskerne” igen snart …
Hollywood Scumbags er: Lars Daugaard (trommer), Henrik Møller (bas) Rasmus Stenholm/Anders Rose (keys), Anders Lampe (guitar), Diverse sangere: Niels Skriver, Michelle Birkballe, Henrik Møller, Preben Christensen.

00′erne

Ivan Sand
Ivan Sand har jeg spillet rigtig mange jobs med. Ivan er kendt for at være en fremragende fortolker af blandt andet Neil Young. Ivan har lavet en lang række Cd’er og kommer langt omkring stilmæssigt. Udover fortolkninger af alt fra den danske sangskat og støvet blues og country, har han en del egne kompositioner på sin samvittighed. Joooo, han er bare go´ ham Ivan.

Michelle Birkballe
Jeg spillede med Michelle i ’Konsortiet’, men efterfølgende spiller Michelle og jeg en del jobs sammen. Vi laver nogle duo ting og spiller også jobs med Ivan Sand.
Michelle er virkelig en ener og er altid en oplevelse. Hun er en suveræn sanger og en god entertainer. Man keder sig aldrig med Michelle – og hun er en af mine nærmeste venner.

Jack and the Daniels
Country band med Lars Clausen i front. Bandet er helt fra 1990, og dets nuværende besætning er: Lars Clausen (vokal/guitar), Michael Grønnegård (trommer), Gregor Forte (bas), Leif Bruun (pedalsteel), Anders Lampe (guitar), og min stand-in (der efterhånden spiller flere jobs med bandet end jeg selv) Ole Albrechtsen.

Nalle Trio
Rock Nalle behøver ingen nærmere præsentation. Han er en levende legende. Nalle trio er Rock Nalle (vokal), Ivan Sand (guitar), Anders Lampe (guitar).
Jeg spillede med Nalle til midten af 2008. Min plads er nu afløst af Henning Kaa.

Sophie Stoustrup
Har spillet med Sophie som duo, trio og band. Sophie er en lovende sangerinde fra Thorsager.

Rex & the Djurswaymen
Rex Jensen synger i denne trio med Rasmus Stenholm på klaver og jeg selv på guitar.

Bamses Venner
2008 kom jeg med i Bamses Venner. Gode musikere, mange jobs… Et fantastisk band!
Flemming Bamse Jørgensen (vokal/bas), Peter Bødker (klaver/orgel/guitar), Frank Thøgersen (trommer), Anders Lampe (guitar).


Musikere jeg spiller med / har spillet med:

Anders Abrahamsen
Anders Rose
Anni Filt
Bent Warny
Brian Thomsen
Claus Kolling
Erik Pretzman
Ester Brohus
Flemming Bamse Jørgensen
Frank Jensen
Frank Larsen
Frank Thøgersen
Georg Olsen
Gregor Forte
Henrik Møller
Henrik Skriver
Hugo Nørgaard
Ivan Sand
Jacob Mygind
Jacob Skytte
Jan Kolling
Jan Sauer
Jens Bille
Jesper Andersen
Joakim Øster
Kim Bahnsen
Kristian Fox
Lantz Ogelsby
Lars Clausen
Lars Daugaard
Lasse
Leif Bruun
Mads Pedersen
Mark Chemiitz
Max Wolf
Michael Grønnegaard
Michelle Birkballe
Mikkel Fisker
N. O.
Ole Bech
Per Hansen
Per Kolling
Peter Bødker
Preben Christensen
Rasmus Katholm
Rasmus Stenholm
Rex Jensen
Rock Nalle
Sophie Stoustrup
Steen Frederiksen
Thomas Pylle
Thomas Vahle
Torben Harbo
Torben Turbo

.
Til top